European Protein går fremad i nyt regnskab
European Protein, der fremstiller fermenteret protein til foder, ser tilbage på et tilfredsstillede 2024, hvor eksporten af sundhedsfremmende proteinløsninger drev salget fremad.
European Protein Danmark kommer ud af 2024 med en bruttofortjeneste på 13,7 mio. kroner og et overskud på 4,4 mio. kroner før skat.
Direktøren, Jens Legarth, er godt tilfreds med resultatet for 2024, der bygger på en voksende eksport og større interesse for at fremme dyrenes sundhed, fortæller han:
”Eksportmarkederne efterspørger nu også proteinløsninger, som understøtter en sundere dyreproduktion. Der er kommet langt mere fokus på forebyggelse, tarmsundhed og fødevaresikkerhed, og derfor køber kunderne i stigende grad ind på de dokumenterede sundhedsfordele ved fodring med mælkesyrefermenterede proteiner”.
Nye fabrikker baseret på dansk teknologi
Og det er ikke kun dyreproducenter, men også foderproducenter, der efterspørger de fermenterede proteinløsninger. Teknologien bag sikrer nemlig en høj proteinkvalitet kombineret med en ressourceeffektiv fremstilling, der er attraktiv i et marked præget af hård priskonkurrence.
Derfor indgik European Protein i 2024 et nyt partnerskab med malaysiske Yenher Holdings Berhad om etablering af en ny fabrik i det Sydøstasiatiske marked:
”Sydøstasien bliver i 2028 den tredjestørste aftager af soja, og derfor skal vi naturligvis være lokalt til stede med vores fermenteringsteknologi. Ikke kun for at hjælpe med fermenteret sojaprotein af høj kvalitet, men også for at udnytte flere af de supplerende, lokale sidestrømme så som palmekernekage til foder”, fortæller direktøren.
Den malaysiske fermenteringsfabrik forventes at stå klar i slutningen af 2025, og slutter sig til de i forvejen tre fabrikker i Danmark, USA og Ukraine.

